Indien er bæredygtig på så mange måder, ikke mindst når det drejer sig om beholdere til mad og drikke. Streetfood er stort, derfor er der brug for rigtig meget engangs service som smides ud med det samme efter brug. Ler er billigere end plast, med bæredygtighed som bonus, så det bliver brugt til små kopper og glas til te og andre drikke. En lille kop rygende varm ’masala chai’ te kan fås på gadehjørner overalt i landet, det hældes op i de små kopper fra en kæmpe gryde med utrolig præcision. Ordet masala betyder krydderi og chai er jo te så det forklarer sig selv. Krydderierne er en blanding af ingefær, kardemomme og kanel, det hele bliver kogt op sammen med mælk, sukker og selvfølgelig også stærk sort te. Smager fantastisk, allerbedst når det indtages udendørs fra en af de små kopper. Ler bliver ogs brugt som glas til en kold yoghurt drik kaldet lassi men det er en anden facon, større og højere som et rigtig glas. Jeg gemmer altid beholderne fra mine måltider i Indien, tager dem med hjem i kufferten som minde om smagen af Indien.